Text:Ingen Høiihed, ingen Ære

426. Ingen Høiihed, ingen Ære

1 Ingen Høihed, ingen Ære,
Ingen slig Fuldkommenhed
Kan der under Solen være,
At den sig forsikret ved
For at gjøre Syndefald;
Intet Embed', intet Kald
Er saa helligt, at det ikke
Snæres kan i Syndens Strikke.

2 Ingen gjøre sig de Tanker,
At han ikke snuble kan,
Af sit eget Hjertes Anker
Skuffes man i Syndens Vand;
Ingen sig formaste maa,
Om han end i Dag kan staa;
Thi han kan i Morgen falde
Og sig ulyksalig kalde.

3 Store Helgen' ogsaa haver
Adams Kjød og Klæder paa,
Deres høie Himmelgaver
De i Lerkar bære maa.
Kom og se, hvor Peder faldt!
Der det om hans Troskab gjaldt,
Jesus da hans Løfter savner,
De fløi bort som Røg og Avner.

4 Jesus staar i stor Vanære,
Vunden, slagen, overkjændt,
Skam og Skjændsel maa han bære,
Vold og Magt er mod ham vendt;
Peder glemmer dog hans Nød,
Frygter for at gaa i Død
Og med Livets Fyrste vove
Livet, som han nys mon love.

5 Han ved Ilden, naar han gyser,
Ved sig vel at gjøre varm,
Men Guds Kjærlighed dog fryser
I hans Hjerte, Bryst og Barm.
Naar en Pige spørger ham,
Om han kjender det Guds Lam,
Han tre Gange Jesus nægter,
Ja med Mened sig forfegter.

6 Hanen galer og forkynder
Nattens Gang, men Peder ei
Kjender Gang i sine Synder,
Han er paa den brede Vei,
Han forbander sig og svær,
At ham Jesus fremmed er,
Og, just i hans Synd og Laster
Jesus Øie paa ham kaster.

7 Peder, est du da en Klippe,
Som Guds Kirke bygges paa?
Hvor kan du da saadant glippe,
Og i Storm ei bedre staa?
Nei, vor Jesus Klippen er,
Og hans Ord, som al Ting bær,
Han staar fast og aldrig rygges,
Paa hans Ord Guds Kirke bygges.

8 Ingen Sorrig og Elende
Dig, o Jesu, hindre kan
Du jo Øiet hen skal vende
Paa den usle, faldne Mand;
Han og mærked, at du saa
Alt, hvad i hans Hjerte laa,
Og hvad Skyld der i ham findes,–
Saa dit sande Ord han mindes.

9 O, min Jesu, naar jeg leder
Paa mit Hjertes skjulte Sti,
Og Samvittigheden støder
Paa de Torne derudi,
Da mit Hjerte siger mig,
At jeg tusind Gange dig
Haver skjendelig fonægtet
Og langt over Peter slægtet.

10 Han dig nægted' trende Gange,
Og forsvor sin Hjerte Gud,
Mine Fald de er saa mange
Mod hvert Lovens Ord og Bud,
At de overløbe kan
Stjerners Tal og Havets Sand;
Mund og Tunge, Hjerte, Øie
Sig fra dig til Verden bøie.

11 Vel kan jeg i Synden rende
Som en modig Hest i Strid,
Men at jeg mig om kan vende,
Det formaar ei al min Flid;
Vend dig derfor til mig saa
Med din Naade, at jeg maa
Af dit Guddoms Øie skue
Kraften af din Naade-Lue!

12 Peter faldt og blev oprettet
Ved din Naades tore Arm,
O min Jesu, det har lettet
Syndestenen af min Barm.
Du vil mig og ei forsmaa,
I hvor høit min Synd mon gaa;
Vær med Trøstens Aand tilstede,
Lær mig kun som han at græde!
__________
13 Jesu, dig det Falds Exemple
Og Opreisning blive mig
Paa mit Hjerte som et Stempel,
Der indtrykkes kjendelig,
At jeg ei fortvivle skal
Over mine Synders Tal,
Men mig ved Guds Naade trøster,
Som kan læge alle Brøster!

14 Om jeg er saa slem en Synder,
Som ie Solen førre saa,
Og om Satan end begynder
Syndens Rulle op at slaa
Fuld af Fald som Solegran,
Jeg til Jesum, Gud og Mand,
Vil i Bedringsgraad henløbe
Og mit i hans Naade svøbe.

15 Jesu, giv mig Graad og Sukke,
Giv mig Sorg for mine Feil!
Lad den Aand mit Hjert' oplukke,
Sæt deri din Naades Speil!
Giv mig TrOst i sidste Nød
Ved din Naade, blod og Død,
Lad min sidste Graad og Klage
Mit til Himlens Glæde drage!

Text Information
First Line: Ingen Høiihed, ingen Ære
Language: Norwegian
Publication Date: 1890
Topic: Passionspsalmer; Passion Hymns
Notes: Mel. Jesu, dine dybe Vunden; Author/Translator from index: Kingo
Tune Information
(No tune information)



Suggestions or corrections? Contact us