Alene paa Gud fortrøster

1 Alene paa Gud fortrøster
Jeg mig udi min Angst og Nød;
Hvo Lid til hannem fæster,
Skal aldrig se den evig' Død.
Endskjønt min Sjæl er bange,
Jeg er kun Støv og Jord,
Og mine Fiender mange,
Dog tror jeg af Guds Ord,
At Gud min Sjæl skal tvæge
Alt paa sit Tilsagn god,
Og være selv min Læge
Og raade min Angest og Blod.

2 Din Sti berde mig, Herre,
Vis mig din Vei til Salighed,
I al min Nød du være
Hos mig med din Barmhjertighed!
Du est alt fuld af Naade,
Vil ingen Synders Død;
Derpaa jeg mig forlader,
Saa har det ingen Nød.
Din Søn har mig forhvervet
Liv, Glæde, Himmerig,
Og med sin Død fordærvet
Min Død har han visselig.

3 Til dit Ord, Herre kjære,
Staar al min Attraa og mit Sind;
De, det ei følge, ere
Med al sin egen Visdom blind'.
Gud, hjælp mig arme Synder
Paa denne vildsom' Ø,
At jeg din Pris forkynder
I Live og i Død!
Du vil mig ei forlade,
Du tro og gode Gud!
Giv mig, at jeg maa hade
Alt, som er mod dit Bud!

4 Se, Herre, fort Elende:
Vi Mennesker i Fare staar,
Paa Jammer er ei Ende,
Som hver en Dag os overgaar.
StOv, Muld vi ere Alle,
Vor Tid den er saa kort,
Som Grasset flux vi falde,
Det er saa hatig gjort;
Alt inden stalket Stunde,
Naar som vi maindst det tro,
Da gaar vort Liv tilgrunde,–
Hvo kan imod Døden staa?

5 Derfor af Hjertens Grunde
Paakalder jeg, o Herre, dig,
At du vil dig miskunde
Og aldrig vige bort fra mig1
Hjælp os i Dødsens Fare
Og i vor sidste End',
Løs os fra Djævlens Snare,
Din Helligaand os send1
Vor Sjæl annam, o Herre,
Udi din høire Haand!
Dig ske Lov, Pris og Ære,
Gud Fader og Søn og Aand!


Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #363