Dagen snart er runden hen

1 Dagen snart er runden hen,
Det nu fux ad Aften lider,
Tiden sagtelig henskrider,
Herre Gud, vær du min Ven!
Naar at Mørkets Magt og Vælde
Falder paa mit Øienbryn,
Lad mig Gud til dig mig helde,
Være i din Øiesyn!

2 Fra min Moders Bryst og Barm
Har du mig alt Godt beskjæret,
Og min Tilflugt stedse været
Under Skyggen af din Arm;
Din usigelige Naade
Staar i hver mit Fodefjed,
Paa hvad Sti jeg vilde traade
Har du, Gud, alt følget med!

3 Tak, o Tak af Hjerterod
Være dig, al Naades Kilde!
Lad mig ingen Draabe spilde
Udaf al din Naade-Flod,
Som du haver ladet flyde
Red til mig i denne Dag,
At jeg jo min Pligt kan yde
Til din Ære og Behag!

4 Din Velsignelse hver Stund
Har jeg klarig nok fornummet,
Saa dit Øie ei har slummet
Eller taget notet Blund;
Men med Flid og Faders Hjerte
Har du givet paa mig Agt,
At slet ingenhaande Smerte
Er mig paa min skulder lagt!

5 O min Gud, vær mig saa god,
At du mig min Synd tilgiver
Og mit Feile-Tal udskriver
Med din Søns det dyre Blod;
Thi sa stor og overmaade
Som min Synde-Samling er,
Se, saa bundløs er din Naade
Imod mig og mod enhver.

6 Hr jeg end med Ord og Daad
Mig vel høit forset og syndet,
Til forbudne Frugter skyndet
Efter Slangens liftig' Raad;
Lad mig da min Synd begr"de,
Førend Solen daler slet,
At jeg rense kan mig Klæde
Udi Jesu blodig' Tvæt!

7 Giv mig go din Helligaand,
At jeg Syng og Skam forsager,
Og Vellystens Skaal ei smager
Til min Sjæles Byrd' og Baand;
Men at jeg dit Barn maa være,
Som du har paa Hjertet sat,
Og du vil paa Armen bære
Til min Døds den lange Nat!

8 Kom da, søde Sovetid,
Jeg vil Verden snart forgjette,
Min Uro med Søvnen lette;
Lad, o Gud, dit Ansigt blid
Over mig med Lyst oprinde,
Naar jeg slumre sagte hen,
At jeg alt din Vagt kan finde,
Til jeg vaagne skal igjen!

9 Falder nogen DrOm mig ind
Udi min bekymred' Hjerne,
Livsens Sol og Jakobs Stjerne,
Lys da op mit mørke Sind!
Syndetaagen lad forsvinde
Fra min søvnbetynged Sjæl,
At mig Satan ei skal binde
Udi Søvne som sin Træl!

10 Tænk, Gud, i Barmhjertighed
Ogsaa paa de Husevilde
Og paa hver, som lider ilde
Og sig ingen Hvile ved;
Lad de Fattig', Faderløse,
Sorrigfulde, Fangne, Træl'
Trøst og Hjælp af Kilde øse,
Som er udi Israel!

11 Mine Venner, hvor de er',
Lad dem dig befaled' være,
Og dem med din Aand regjere,
De maa finde, en og hver,
At mit Aftenoffer kunde
Sig til Skyren trænge ind,
De og selv til dig maa stunde
Udi Hjerte, Sjæl og Sind!

12 Luk saa Dør i Jesu Navn!
Dødens Broder vil mig gjæste,
Jeg har dog mit Sjælefæste
I min Frelsers Jesu Favn.
Skal og Døden selv sig snige
Til mig ind i denne Nat,
Jeg er færdig, vil ei vige,
Mens jeg har min Jesum sat.

13 Saa skal jeg med Fryd opstaa
Og med Morgen-Nøden møde,
Ja med Tak min' Øine blode,
For jeg vil til Gjerning gaa;
Og naar saa min Tid har ende,
Jeg skal hvile i min Grav,
Se, saa skal min Sjæl sig vende
Til dig, Gud, som hende gav!


Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #484